I bestyrelsen har vi været igennem et temmelig turbulent år. Kort efter generalforsamlingen valgte vores ungdomsformand desværre at forlade bestyrelsen.
Det var et stort tab i forhold til alle de mange opgaver der skulle løses med en stadigt voksende ungdomsafdeling. Da seniorafdelingen også vokser, har en meget stor del af bestyrelsens arbejde i det forgange år handlet om at få alt til at spille i hverdagen. Der har simpelthen ikke været tid og overskud til at tænke store fremtidstanker eller sætte nye skibe i søen.
Hovedet på sømmet i forhold til bestyrelsesarbejdet var, da vi lige før jul fik at vide at kommunen havde opsagt den aftale de havde med Ole og som var grundlaget for hele hans eksistens på anlægget.
Som I måske har set i både lokalpressen, på de sociale medier og her forleden på TV-Lorry, har vi brugt rigtig mange ressourcer på at få omstødt denne beslutning samtidig med at vi sammen med Floorball og Badminton stadig arbejder på at finde en alternativ løsning.
Nogen vil så måske spørge hvorfor vi bruger så meget tid og energi på dette frem for at tage os af det idrætslige i klubben.
Jeg kan her kun tale for mig selv. Da jeg i sin tid kom til klubben fra den klub jeg havde spillet i i 30 år, fandt jeg mig med det samme godt til rette og det er det samme jeg den dag i dag hører fra nye spillere der kommer til klubben, her føler alle sig velkomne og at de ting der står i vores værdigrundlag også viser sig i det daglige.
Men for mig er det allervæsentligste, at her der plads til og mulighed for, i kraft af cafeteriaet, at der også eksisterer et klubliv. For mig er det den ”hele” forening der er hele omdrejningspunktet. Det at være medlem af en forening, er for mig meget mere end at træne og spille kampe. Det er også alt det før og efter. Det er det at man føler sig som en del af et fællesskab, hvor alle er villige til at hjælpe, hvis man spørger. Det er i den ”hele” forening, at ungdomsspillerne og deres forældre har mulighed for at lave ting sammen og skabe relationer til hinanden og til klubben. Det er her man knytter langvarige (livslange) venskaber.
Alt det er jeg bange for vil sygne hen, hvis vi ikke har et fælles samlingssted, nemlig vores cafeteria og Ole og Lars, der gennem de sidste mange år har været et bolværk mod de tendenser vi ser på andre ubemandede anlæg med utryghed blandt især ungdomsspillere og deres forældre til følge.
Hvis ikke vi har vores samlingssted med alt hvad dermed følger, risikerer vi at vi kommer til at ligne et fitnesklub, hvor man kommer, dyrker sin idræt og så går hjem igen og alt det sociale der er med til at skabe en forening går tabt.
Hvis det bliver en realitet og jeg ikke kan se muligheden for at være med til at skabe noget tilsvarende, så må jeg indrømme at jeg nok er nået dertil i mit liv, hvor andre må tage over. Jeg vil stadig gerne arbejde på de eksterne linjer, men det klubliv eller mangel på samme, der kan blive konsekvensen af politiske beslutninger vil jeg simpelthen ikke acceptere. Det bliver så langt fra min filosofi omkring hvad frivillighed er, at det vil jeg ikke kunne forliges med.
Men tilbage til det forgangne år rent sportsligt.
Her har vi også haft nogle udfordringer i forhold til vores trænerbesætning, men mener nu at vi har landet nogen gode aftaler både på senior- og ungdomssiden. Helt centralt i vores vurdering står, at trænerne kan se sig selv i forhold til vores værdigrundlag. Som lovet på sidste generalforsamling har vi opdelt forhandlingerne omkring seniortrænerne således at der ikke kunne skabes mistanke om inhabilitet.
Herudover nåede herrerne semifinalerne i Øst-pokalen og damerne slog i finalen Freja med 27 – 16.
Alt i alt en rigtig god sæson med stor fremgang.
TAK!!
Gang på gang har det både tidligere, men også i den forgangne sæson vist sig, at jo flere der er parat til at give en hånd med, jo flere ting kan vi i fællesskab løfte.
I år skal der specielt rettes en tak til alle de, der meldte sig under fanerne og bemandede aktivitetszonen under VM i Royal Arena og alle der hjalp til Kræmmermarkedet, der hvert år giver et rigtig godt tilskud til klubbens økonomi.
Der skal selvfølgelig også sendes en tak til alle de trænere, der gør et fantastisk stykke arbejde, hvilket blandt andet kommer til udtryk i at flere og flere vælger at spille håndbold hos os. Uden deres og de forældre der giver en hånd, når der er behov for det, ville vi ikke have det jeg tidligere i min beretning kalder ”Den hele forening”.
Endelig tak til resten af bestyrelsen for også under lidt vanskelige vilkår at være med til at få tingene til at fungere i hverdagen.
Hvad bringer fremtiden ?
Den største udfordring lige nu, er det faktum at vi risikerer at være et ”selvbetjent anlæg” fra sæsonstart med mindre det lykkes her inden 1. juli at finde en løsning.
Men også på det sportslige plan står vi med udfordringer. Selv om man som forening altid glæder sig over voksende medlemstal (vi er på seks år gået fra at være 170 til nu næsten 400), så kommer der også et punkt, hvor vi er nødt til at se på hvor mange flere der er plads til, for vi er ved at sprænge rammerne. I den forbindelse har vi nu sat en proces i gang gennem Vanløse Idrætsråd for at kigge på udnyttelsen af faciliteter i Vanløse, for derigennem at se om der kunne være en mulighed for at skabe lidt rum til at supplere haltræningen med muligheder for fysisk træning i andre lokaler.
Men selv om det lykkes, er vi nødt til at kigge på om vi nu er nået dertil at vi må oprette ventelister på nogen ungdomsårgange.
Mange hænder – mange muligheder
Vi vil også rigtig gerne se på mulighederne for at udvikle nye tilbud. For ganske nylig er der startet målvogtertræning op for ungdommen og det vil vi meget gerne se om vi kan udvide til andre pladser. Vi har tidligere drømt om at kunne afholde vores egne senior- og ungdomsstævner, hvilket er stødt ind i problemer med at få lov til at overnatte på skolen. Med den nye skoleleder ser det nu ud til at kunne blive virkelighed i et eller andet omfang. De senere år har det været tradition at senior- og ungdomsafslutning har været afholdt hver for sig. Vi vil rigtig gerne se på mulighederne for at slå det sammen under en eller anden form, så vi kan øge sammenhængskraften på tværs af aldersskel.
– Det er vel så bare at gå i gang vi I måske sige.
Og det vil vi også rigtig gerne, men vi, bestyrelsen, kan ikke løfte alt dette alene ud over alle de administrative opgaver der følger med at være den 4. største forening i København.
I er nødt til at hjælpe, så kom og fortæl os hvornår og til hvilke arrangementer i har tid til at give en hånd. Det kan være nogle vagter på Kræmmermarkedet, at passe dommerbordet til træningskampe, tilbyde at hjælpe/være ungdomstræner, stå for hjemmebanedage osv. Har I selv idéer til ting der kunne ryste klubben endnu mere sammen er vi altid lydhøre. Vi lover ikke at tage hele armen, hvis I giver en hjælpende hånd.
Hermed overgiver jeg min beretning til generalforsamlingen.
Jens